Det irriterede øje

Irritation i øjet er en hyppig klage blandt især ældre. Det kan være fornemmelse af tørhed, kløe, træthed i øjet, rindende øjne eller ”sand i øjet”.

Man kan inddele det irriterede øje i undergrupperne: det rindende øje, tørre øjne og øjenlågskatar.

Der dannes konstant tårevæske fra tårekirtlen. Det danner tårefilmen sammen med et fedtlag, der dannes i kirtler fra øjenlågsrandene, og et slimlag fra øjets bindehinde. Tårefilmen beskytter hornhinden og gør den blank og glat. Tårerne ledes væk fra øjet via tårepunktet til tårekanalerne og tåresækken.

tårekanal 1

Rindende øjne

De fleste ældre oplever tåreflåd i koldt vejr, og hvis det blæser. Dette er helt normalt. Det skyldes, at blæsten stimulerer nerverne i hornhinden, så der dannes mere tårevæske. Samtidig er elasticiteten aftaget i tårekanalsystemet, så afløbshastigheden er nedsat. Der er ikke behandlingsmuligheder for det, men kunstige tårer kan dæmpe symptomet.

Tårekvaliteten kan også forringes med tiden. Dette giver ofte tåreflod, idet tårefilmen brydes hurtigere end tidligere. Reflektorisk dannes således flere vandige tårer, som ikke “holder” så længe ved øjet og derfor giver anledning til tåreflod. Denne tilstand kan i mange tilfælde lindres betydeligt ved brug af “kunstige tårer” (lubrikerende øjendråber), som kan købes i håndkøb. Spørg på apoteket, hvor man har et stort udvalg af denne type øjendråber.

Rindende øjne kan dog også skyldes aflukning af tårekanalen. Sjældnere kan fejlretning af nedre øjenlåg ligeledes give anledning til tåreflod. Begge tilstande kan oftest behandles kirurgisk.

Tørre øjne

Tørre øjne er et meget hyppigt problem. Det skyldes ofte eksponering for støv, tørt indeklima, arbejde foran computeren, men også hormonelle forhold som graviditet og overgangsalder kan give tørre øjne. Sjældent skyldes de tørre øjne Sjøgrens sygdom, der medfører nedsat tåreproduktion og spytsekretion.

Behandlingen er vanligvis kunstig tårevæske, der kan købes som håndkøbsmedicin på apoteket enten som dråber ellers som en lidt tykkere gel.

Furesø Øjenklinik kan tilbyde den meget effektive IPL (Intense Pulsed Light) behandling. IPL er en forkortelse for Intensiveret lysbehandling, som aktiverer øjnenes egne fugtgivende kirtler i øjenlåget (Meibomske kirtler). Kontakt sekretæren for at høre nærmere vedr. denne behandling eller læs mere her

Vi anbefaler dagligt tilskud af Omega-3 fedtsyre (forhør nærmere vedrørende dette i klinikken).

Øjenlågskatar

Tilstopning af de små kirtler i øjenlågsranden giver dårligere tårefilm, ømhed i området og hævelse. Tilstanden kan blive kronisk.

Behandlingen er simpel, og kaldes cilietoilette. Det skal foretages 2 gange dagligt:

  1. En vaskeklud skylles med varmt vand, opvrides og lægges på de lukkede øjne i ca. 1 minut. Herved blødgøres skorper og betændelse
  2. Kluden skylles igen med varmt vand og vrides. Der foretages let massage i området i ca. 1 minut.
  3. En vatrondel fugtet med varmt vand trækkes fra inderste øjenkrog mod yderste øjenkrog for at fjerne skæl, betændelse og skorper.
  4. Øjenlågskanten kan smøres med neutral øjensalve. Hvis det er nødvendigt og ordineret af læge smøres øjenlågskanter med antibiotikasalve.

IPL behandling (se ovenfor under tørre øjne) kan også afhjælpe kronisk øjenlågskatar.

Her kan du læse Værn om synets brochure om det irriterede øje